Med 350 indbyggere og cirka 30 kunstværker er den lille landsby Selde nordøst for Skive formentlig den by i Danmark, der har mest kunst per indbygger. Tag med rundt her og se nogle af værkerne.
Udenfor storbyerne er der ikke mange muligheder for at møde samtidskunsten. Men i Selde sker der noget, som aldrig kunne ske på samme måde i storbyen: Landsbyen har nemlig i årevis været et samlingspunkt for danske og udenlandske kunstnere. De bliver mødt med åbne arme af byens beboerne, og den kunst de skaber – ofte med hjælp fra hinanden – står frit fremme i byen.
Kunstneren Marianne Jørgensen har bl.a. skabt værket Utopia, og hun er efterhånden et velkendt ansigt i landsbyen. Nu drøner hun rundt i sin 26 år gamle Toyota Corolla og fortæller om skulpturerne i byen – for dem har hun helt styr på.
På en lille tilgroet forhøjning i udkanten af Selde står et aluminiumsaftryk af den nærmeste flagstang i området. Værket er skabt af Julie Bitsch, som ganske bevidst har placeret værket dér: tæt på moderne huse, men hvor øjet møder guldalderens danske landskab med gravhøje, kornmarker og landsbykirker.
Julie Bitsch værk: For enden af Østerled
Ved plejehjemmet står tre skulpturer – lige så høje som Marianne Jørgensens arm er lang. For det er faktisk sådan, de er skabt: Marianne gravede huller i jorden med de bare hænder så dybt armene tillod. Bagefter blev hullerne fyldt op, to med aluminium og én med bronze.
Da metallet var kølet af, blev jorden gravet ud og skulpturen ‘vendt om’. Deraf værkets navnet ‘Oprejst hul 1-3’.
Værket ‘Oprejst Hul 1-3’ af Marianne Jørgensen.
Ja, måske troede forbipasserende først, at nogen var i færd med at fjerne atomaffald eller sprængfarlige miner. Men det var såmænd blot fødslen af aluminiumskulpturer i Selde:
“Borgerne syntes, det var sindssygt sjovt at kigge på”, fortæller Marianne Jørgensen.
Et andet sted i byen – skjult i et blomsterbed ved kirken – ligger en skulptur på størrelse med et fuglebad. De mange udstrakte hænder tilhører ti Seldeborgere, og hver eneste tilflytter til Selde får foræret en kopi af fadet.
Karin Lorentzens værk ‘Seldefadet: Hænder, som bærer’
Få skridt fra de bærende hænder står Heine Klausens værk ‘Warrior’: en aluminiumsvinge, små tinfigurer som repræsenterer ‘de fire piner’ i glas på en betonhylde og et kranium af støbesand. Her er liv og død og tilværelsen kogt ned til ét kunstværk.
Heine Klausens værk ‘Warrior’
På den anden side af en sidevej til kirken finder vi ‘Sommer i Selde’ – skabt da kunstneren Hartmut Stockter i et anfald af søvnløshed fandt på at lave en servicestation for månesyge søvngængere.
Hartmut Stockters værk ‘Sommer i Selde’
“Selde er efterhånden ganske kendt i kunstnerkredse”, siger Marianne Jørgensen: “Men vi vil meget gerne have, at dem der synes, kunst og kultur er spændende – men som ikke nødvendigvis er involveret i det professionelt – kommer og møder samtidskunsten i anderledes omgivelser”, siger Marianne Jørgensen.
En tur rundt til Seldes skulpturer tager cirka 1 1/2 time på gåben, og de lokale tilbyder rundvisninger. For de lokale er om nogen virkelig tæt på kunsten. Ja, selv i den lokale Brugs står tre-fire værker mellem frostvarer, vin, konserves og morgenmadsprodukter.
Mathias Sæderups værk ‘Uskelnelighedstilstanden’
Et andet sted i Brugsen står et stativ med postkort. Resultatet af en lokal blomster-stafet. Ja, det er måske ikke kunst i traditionel forstand, men hver eneste buket er lavet af en Selde-borger, som har taget et foto og foræret blomsterne til naboen – og sådan gik stafetten rundt i byen.
Men kan man overhovedet have kunst stående frit fremme? Jo sagtens, lyder det fra Margrete Møller, Selde-borger og formanden for ‘Landsbyen Selde’:
“Der har aldrig været hærværk, selvom vi efterhånden har så mange kunstværker”, siger hun:
“Derimod er der så mange beboere, som på den ene eller anden måde har været med. Og du kan ikke stå her alene og sætte noget op, uden der kommer nogen og spørger ind til det eller byder på kaffe”, lyder det.
Måske er accepten fra Seldes borgere så udtalt, fordi de er opflasket med kunst. Det hele startede nemlig for 30 år siden, da billedkunstneren Richard Winther kom til byen og udstillede i det nyåbnede Galleri DaWinti. Et galleri som stadig eksisterer – og som absolut også er et besøg værd!
Galleri Da Winti rummer privat kunstsamling og café.
Vil du opleve Skulpturlandsbyen?
Du kan opleve de mange skulpturer på egen hånd gennem landsbyer. Hent en folder i Brugsen, Seldeco eller hos DaWinti.
Du kan også tage med på en rundvisning. Læs mere her >>>
Selde har to store legepladser og et grønt anlæg med bænke og borde, så tag gerne børnene og en madpakke med.