Vi skal lære af hinanden, vi skal blive bedre – og vi skal gøre det, vi gør bedst. Nemlig at skabe kultur!
Det er i grove træk tanken bag en ny pulje, som vil uddele 1.000.000 kroner til at udvikle kulturlivet i Midt- og Vestjylland. Bag puljen står Kulturlaboratoriet – en del af den kulturaftale, som Midt- og Vestjylland har indgået med kulturministeren.
Men hvad er det, vi skal udvikle?
”Ja, det er lidt svært for mig at svare på, for vi vil ikke presse strikse rammer ned over aktørerne. Idéerne skal starte hos dem selv”, lyder det fra projektleder Marie Louise Birch-Jensen.
Om puljemidlerne så vil resultere i en nytænkende forestilling, koncert, udstilling eller noget helt fjerde – eller om de vil gå til at støtte kulturaktørerne i fx administrationsopgaver, ved vi derfor ikke endnu. Men Marie Louise Birch-Jensen vil gerne løfte sløret for nogle af de muligheder, puljen åbner op for:
”Jeg forestiller mig, at nogle projekter vil have direkte værdi for borgerne i form af konkrete kulturoplevelser, men andre vil være til gavn for borgerne mere indirekte.”, siger hun og uddyber:
”Blandt andet giver puljen institutionerne mulighed for at dele resurserne, så flere små kulturinstitutioner kan for eksempel gå sammen og søge puljemidler til en fælles bogfører. På den måde kan frigøre kræfter til at gøre det, de gør bedst. Lige nu sidder mange kulturfolk med de tunge og tidskrævende administrative opgaver selv, fordi de ikke har råd til andet”.
Gode idéer er nøglen til skattekisten
Kulturlaboratoriet er altså åben for, hvad de midt- og vestjyske idémagere kan byde ind med. Men gode idéer skal der dog til for at få fingre i guldkrukken for enden af regnbuen. Midlerne går nemlig kun til projekter som på én eller anden vis undersøger nye måder at skabe og bruge kunst- og kulturoplevelser på. Og samtidig skal de falde ind under mindst ét af Kulturlaboratoriets tre indsatsområder: ’Mødet mellem mennesket, kunsten og kulturen’, ’Talentudvikling & breddeinitiativ’ og ’Skabende kunst og kultur’.
Der er også et andet særligt krav, ansøgerne ikke kommer udenom:
”De skal lære fra sig”, slår Marie Louise Birch-Jensen fast: ”Derfor er det vigtigt, at alle ansøgere på forhånd har overvejet, hvordan de kan formidle erfaringer, redskaber og metoder fra deres projekt videre. For andre skal kunne lære af den viden, de får ud af projektet”.
Er du professionel kulturaktør eller ildsjæl, og vil du være med til at udvikle kulturen i Midt- og Vestjylland? Læs mere om puljen og ansøg her >>
Du kan også læse mere om Kulturaftalen her >>
… og er du blot en kulturinteresseret Midt- og Vestjyde, som gerne vil se, hvad kulturens ildsjæle og professionelle kan stille op med én million kroner, kan du følge med på kulturspot.dk og løbende høre nyt fra ansøgningsprocessen.