Du bruger en meget gammel browser. For en bedre oplevelse anbefaler vi at du bruger en nyere browsere.

Nyheder og pressemeddelelser


Den 20. marts 2017
PROGRAMMET FOR KULTURFESTIVAL OFF ROAD ER LANDET

Hvor vækker man Klabautermanden til live med animotion-teknologi og lader ham tale med publikum?

Hvor spiller migranter en koncert midt i skoven, og slutter med en debat om flygtningesituationen og EU under trækronerne?

Hvor samler man over 60 forskellige kulturindslag til en otte timer lang byfest og runder af med en gratis koncert med Trentemøller midt på torvet?

Hvor lader man 101 muntre strygere holde fest ved kysten med landstrygere, nedstrygere, strygetøj og strygestål?

Hvor åbner man Europas første og absolut mindste lokumsmuseum midt ude i skoven og fejrer det med en syret opvisning med en lydkunstner fra Singapore?

… I Midt- og Vestjylland.
For vi har landets stærkeste kulturnetvæk bestående af syv kommuner og 70 kulturinstitutioner – og de har skabt en kulturfestival, som regionen aldrig har set mage til: Ikke blot fordi det er den største, men fordi vi vil løfte ’kultur’ til et nyt niveau: gå nye veje. Ændre. Mixe traditionelt teater, kunst, musik og kulturarv med sundhed, gastronomi, natur, teknologi og alle de midt- og vestjyske særpræg som fyrtårne, forladte huse, heder, skove og kyster.

Hvad er Kulturfestivalen Off Road?
Off Road åbner Tæt på Magien i Herning den 11. april, og byder på 3 ½ uger med over 50 banebrydende oplevelser. I hele det midt- og vestjyske finder du mange forskelligartede oplevelser, der alle tager afsæt i temaet ’Off Road’ – og du bliver virkelig ført på afveje! Trådene bliver samlet i Skive den 6. maj til BREAKOUT!

Kulturfestivalen Off Road er arrangeret i et samarbejde mellem 71 kulturinstitutioner og kommunerne Lemvig, Struer, Holstebro, Skive, Ringkøbing-Skjern, Herning og Ikast-Brande.
Festivalen er en del af Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017.

Den 25. november 2016:
FORLADTE HUSE, LEVENDE MYTER OG LOKUMMER

Når Kulturfestivalen Off Road går i luften til april vil vi gerne tage dig med:

… til forladte huse med tilgroede haver, graffitifyldte vægge og mørnede tage – med historier om lykke og kærlighed, om tragedier og forfald.

… til en oplevelse hvor motion capture teknologi smelter sammen med seje skuespillere og gør en mytisk skibsdværg levende.

… til en nat i en skov, hvor Europas første lokumsmuseum bliver indviet, og hvor Beowulf slår sig løs i mørket.

Og til en hel masse andre kulturoplevelser. Programmet kommer snart!

Læs hele pressemeddelelsen her: ‘En troldmand går Off Road’ – 25 november 2016

Den 25. november 2016
KULTURLEDERE VARMER OP TIL OFF ROAD 2017

 

”En af de bedste forestillinger, jeg har set, foregik på et offentligt toilet”, fortalte Paul Gudgin.
Manden med 20 års erfaring og tusindvis af festivalindslag på bagen gør det dermed klart, at Midt- og Vestjyllands publikum godt kan glæde sig til anderledes kvalitetsoplevelser, når kulturfestivalen Off Road tager dem med på de vildeste afveje fra den 11. april til 6. maj 2017.

Læs hele pressemeddelelsen her: ‘En troldmand går Off Road’ – 25 november 2016

#Kulturspot