Hjælp os med at blive bedre!

Vi vil gerne vide, hvad du mener om kulturspot.dk, så vi kan give dig en endnu bedre oplevelse.

Som tak deltager du i konkurrencen om 3 x 500 kroners Supergavekort. Vinderne får direkte besked den 1. oktober 2017.

Du bruger en meget gammel browser. For en bedre oplevelse anbefaler vi at du bruger en nyere browsere.

Spydspids for kulturlivet


Det er et velkendt ansigt og ikke mindst en rutineret kulturkvinde, der i det næste års tid skal være administrativ spydspids for det tværkommunale kulturliv i Midt- og Vestjylland.

48-årige Linda Stenholt Jensen fra Uhre ved Brande er blevet ansat i en vikarstilling som projektleder i Kulturlaboratoriet og af sekretariaterne for Kulturaftalen og Kultursamarbejdet i Midt- og Vestjylland. Den hidtidige projektleder – Marie Louise Birch-Jensen – har orlov i et år.

Linda Stenholt Jensen får nok at se til. Ud over de mange administrative opgaver for både Kulturaftalen, Kulturlaboratoriet og Kultursamarbejdet skal hun planlægge og gennemføre kulturaktiviteter – f.eks. i forbindelse med den kommende festival i Europæisk Kulturregion, der som følge af Kulturhovedstads-projektet Aarhus 2017 er det nye samarbejde i Region Midt.

Kulturelle barnesko

Linda Stenholt Jensen er uddannet cand. mag. i engelsk og religion. Hun begyndte sin karriere ved Foreningen Kulturremisen i Brande, hvor hun under kyndig ledelse af Birgit Vinge trådte sine kulturelle barnesko i projekterne Swinging Europe og International Workshop for Billedkunstnere.

I 2011 fulgte hun med Swinging Europe og Per Bech Jensen til Herning, hvor institutionen bl.a. var arrangør af årsmødet for foreningen ”International Association of Schools of Jazz”.

Efter en afstikker til Thisted Kommune, hvor Linda Stenholt Jensen var ansat som kulturkonsulent og bl.a. var med i initiativgruppen bag den nye billedskole, kom hun tilbage til RemisenBrande. Her har hun været med til at videreføre Pia Stræde Palmelunds koncept for samarbejde mellem skoler og omverdenen.

Stor styrke

– Jeg har haft mange rigtig gode oplevelser ved at være en del af Kultursamarbejdet. For mig er det Kultursamarbejdets absolutte styrke, at mennesker og organisationer på tværs af kommuner og på tværs af kulturelle genrer kan mødes i formelle og i mere uformelle fora, siger hun.

– Kultursamarbejdet har netop været igennem en spændende proces, hvor kulturaktører i alle kommuner har haft mulighed for at give deres besyv med om, hvordan samarbejdet skal forme sig fremadrettet. Det formelle arbejde er nu slut, og jeg glæder mig til i samarbejde med alle medlemmer at omdanne visionerne til handling, fortsætter Linda Stenholt Jensen.

Vikariatet løber fra den 13. august i år til den 30. juni 2019.