Hjælp os med at blive bedre!

Vi vil gerne vide, hvad du mener om kulturspot.dk, så vi kan give dig en endnu bedre oplevelse.

Som tak deltager du i konkurrencen om 3 x 500 kroners Supergavekort. Vinderne får direkte besked den 1. oktober 2017.

Du bruger en meget gammel browser. For en bedre oplevelse anbefaler vi at du bruger en nyere browsere.

Den ubehøvlede præst


For 120 år siden kom Kaj Munk til verden. Selvom ingen dengang spåede den blege, sygelige dreng nogen længere levetid, voksede han alligevel op og blev én af sin tids største krigere fra sit hjem i Vedersø – indtil Gestapo endte hans liv koldt og kynisk i 1944.

Unge Povel strålede af glæde, da han gik direkte fra Sølvgades kaserne til sin gode ven Kaj Munk og fortalte, at han nu var soldat.
”Ja, du kan sagtens”, fnøs Kaj: ”Du kan blive soldat; men jeg med min skrøbelige ryg, jeg kan aldrig komme til at kæmpe for Danmark, hvis det bliver nødvendigt!”

Men Kaj Munk tog fejl. Han kom til at kæmpe for Danmark på sin helt egen måde – og han blev den eneste af vennekredsen, der betalte med sit liv for Danmarks sag.

Den ubehøvlede præst
Den 13. januar i år kan vi fejre 120-året for Kaj Munks fødsel. Hvis han da overhovedet blev født, for som han selv har sagt:
”Det kan jeg jo ikke vide, om jeg er født, eller om en gavstrik har sat mig sammen med kemi”.

Og de ord indrammer egentlig meget godt Kaj Munk, for en mærkeligere sammensætning af kød og blod er svær at finde.

Kaj Munk kom til verden i 1898, og hans liv endte i kløerne på nazi-tilhængere knapt 46 år senere. Men hvad han bedrev derimellem giver stadig genlyd i Danmarkshistorien: Journalistik, fædrelandssange, rejsebreve, teaterstykker, børnerim, salmer, mindeord, naturbeskrivelser, storpolitiske meninger, prædikener, foredrag, lyrik og flabede pennefejder og en blæsende komisk skipperkrønike.
Fra sin hyggelige præstegård i Vedersø dykkede Kaj Munk ned i sit arsenal af våben – ord – og gik i krigerisk i flæsket på Gud og hvermand. Han var en jæger. Den fødte dramatiker. En vestjysk storm som ufortrødent kunne kalde lynet ned over både nazister, Mussolini, danske politikere og nordiske udenrigsministre. Og når nogen påpegede, at hans bidske og ganske offentlige slagsmål ikke var passende for en præst, erklærede han slet og ret: ”Gud give os flere ubehøvlede præster i Danmark”.

Men havde nogen omkring skiftet til det 20. århundrede påstået, at lille Kaj Munk ville nå så vidt, ville man have leet højt.

Et suk i natten
5-årige Kaj havde blundet i dynerne ved siden af mors varme krop. Men nu løftede et par stærke arme ham ud af sengen i soveværelset, og bar ham ind ved siden af. Det var mørkt udenfor. Søvndrukkent opfattede Kaj, at han blev lagt på en sofa, før han døsede hen igen. Ud på de sene timer hørte han en lyd. En mærkelig lyd. Som et suk i natten. Men lyden forsvandt aldrig. Den hagede sig fast i ham, og Kaj kunne for altid genkalde sig lyden af sin mors dødssuk.

Den nat blev Kaj forældreløs. Hans far, garvermester Immanuel, var død da Kaj var 1 ½ år. Og nu hans mor. Tuberkulosen tog livet af hende.
I ren fortvivlelse over at dø fra sin lille søn, havde den dødssyge kvinde ladet ham spise af samme tallerken og drikke af samme kop. I håb om at han ville blive smittet og følge hende i graven. Det lykkedes ikke. Selvom Kaj godt nok var en svagelig og næsten gennemsigtigt bleg dreng på et par tynde ben, som ingen regnede med, der ville leve længe. Det var da også derfor, at man på forældrenes gravstenen lod en plads stå åben til Kajs lille navn.

Men Kaj døde ikke. I stedet blev den forældreløse dreng adopteret af sin mors kusine Marie og hendes mand Peder Munk. Bønder fra Opagerskov ved Maribo. Hos dem Kaj en god og varm rede. Han gik aldrig sulten i seng, fik altid tøj på kroppen og sko på fødderne. Og kærlighed. Kaj forgudede især sin nye mor, og hun ham. Ikke sjældent så man Kaj kramme Marie, kalde hende ‘mor’ og kysse hendes kinder: “Hun har været et vidne for mig om Kristi kærlighed”, skrev Kaj Munk senere i en prædiken.

Men Kaj måtte altid bebrejde sig selv, at han ikke ”holdt nok af” sin adoptivfar. Måske fordi Peder Munk aldrig rigtig forstod de tanker, der rørte sig i Kaj. Men han ville ham det bedste, og da Kaj var 8 år, søgte Peder Munk om, at drengen kunne komme i skole i Vejleby på Lolland:
”Hvis den dreng ikke bliver digter, så ved jeg ikke, hvem der bliver det”, sagde Hr Munk stolt om sin søns evner. Og sognerådet gav tilladelsen. Dog med betingelsen, at drengen selv medbragte et bord, for skolestuens 20 tomandsborde var fyldt op.

Så Kaj kom i skole, siddende ved Peder Munks gamle tobaksbord i kakkelovnskrogen. Herfra fulgte han opmærksomt og intenst med i alt, han hørte og så.

Klassekammeraterne bemærkede straks den mærkelige, blege dreng i matrosblusen. Ikke mindst fordi han gerne skrev stile på vers, stillede sig op på en sten og holdt tale for dem – og stillede med 400 ord, da klassen fik som hjemmeopgave at finde navneord med endelsen –hed. Men også fordi fordi Kaj var munter og hjælpsom, og altid gav et nap med, når en stil skulle rettes eller en oversættelse klares.

Og så var der jo alle ordene: Kaj skrev citater fra salmer og prædikener på alenlange stykker af grå indpakningspapir fra Brugsen. Ordene var barnets, men rytmen, rimene og versefødderne var langt ud over det, selv lærde voksne kunne præstere. Kaj vidste det selv, og han var da også overbevist om, at han var udvalgt til noget særligt:
”Fra min barndom vidste jeg mig udset til at skulle øve en stordåd i historien”, lød det senere. Drømmene om storhed fik han aldrig ud af hovedet. Selv som en voksen mand på 28 år skrev han i et privat brev til sin gode ven doktor Nøjgaard:
”Sommetider falder det over mig, at jeg vist ikke får det navn i Danmarkshistorien; men i det store og hele ved jeg, at jeg får det”

Den profeti holdt stik. Men selv en mand med kæmpernes blod i årerne, må indimellem underlægge sig sin mors vilje: Og Kajs religiøse mor havde bestemt, at han skulle være præst. Måske var det i bund og grund også hendes vedholdenhed, der fik ham igennem studiet og i sidste ende trak den teologiske attestats hjem. For som forfatteren H. H. Siegumfeldt bemærker: ”En vingebåren Pegasus er ikke det allerbedste forspand, når et årelangt eksamenspensum tålmodigt skal gennempløjes. Især når Pegasen har det med at løbe løbsk i de øjeblikke, hvor der er mest brug for den som trækdyr”.

Straks efter Kaj Munk med rette kunne kalde sig præst, fik han plads i Vedersø nær Ringkøbing, og begav sig mod sit nye hjem i Vestjylland.

Fra drømme til Vestjylland
Ham den nye præst så da noget syg ud.
Det talte man dæmpet om i Vedersø i juni 1924, mens blikke fæstnede sig ved den høje, tynde og stærkt duknakkede unge mand, der var rykket ind i sognegården. En smule kalveknæet var han også, med et hvidt ansigt og en sort hårlok i panden. Ja, Kaj Munk, det var det, han hed. 26 år. Så ung alligevel.

Havde sognets bønder og fiskere haft deres tvivl om Kaj Munk, blev de fleste gjort til skamme efter hans første prædiken i kirken og besøg i deres hjem. Og forargelsen over at han ikke helt fulgte de gamle former i sine gudstjenester døde hurtigt ud. For Kaj Munk passede godt på sognebørnene, kendte dem hurtigt, og interesserede sig for dem, han havde med at gøre. Da en ung kone fra sognet døde i barselsseng, lå han vågen om natten, og da han skulle tale over hende, kunne han næsten ikke få ét ord over sine læber. Han kunne ikke bære det. Så stærkt levede han sig ind i sine medmenneskers tragedier og liv.


Men Vedersø var i al sin vestjyske råhed hård ved Kaj Munk, selvom han holdt meget af sin præstegård og den store, skønne have. Hans helbred var skrøbeligt. Ryggen plagede ham, hovedpiner ramte ham som et boldtræ og i årets kolde måneder kunne han nemt gå gennem tre-fire forkølelser med feber og kulderystninger.

Måske var han ofte mere syg, end han ville erkende, men Kaj havde ikke tid. For her i Vedersø gav hans flittige pen liv til alverdens skriverier – lige fra prædikener til artikler og teaterstykker.
Den stærke, handlekraftige personlighed var hans store inspiration, og i dramaerne finder vi blandt andre Herodes, David og Henrik den 8. af England. Og ikke sjældent var hans overmennesker nederdrægtige mennesker, der i sidste ende måtte lide nederlag, fordi de i deres magtsyge endte med at udfordre selve Gud. Gud, som for præsten Kaj Munk stod som kæmpen over dem alle med korset som trone og kærlighed som sit sværd.

Fordi Kaj Munk beundrede storhed, fulgte han også interesseret med i det, der foregik i Tyskland og Italien i årene efter nazisternes magtovertagelse i 1933. Han lagde ikke skjul på sin beundring for Hitler. Nazismen havde han til gengæld ikke nogen særlig sympati for. Og i kombination med Kaj Munks besættelse af at tale sandhed og tale højt, skulle det senere ende med at koste ham livet.


Ja, Kaj Munk var en flittig skribent med en fod i alle lejre. Biskopper bad ham skrive kantater, og direktører bad ham skrive revyer – og begge parter var hos ham ganske sikre på, at de ville få et godt resultat.
”Bare han dog ville holde sig til det ene eller det andet”, sagde folk og korsede sig over, at en præst lavede komedier. Det påvirkede nu ikke Munk. Han erklærede i teaterbladet Forum i 1936, at ”mens det er kirkens opgave at forkynde Gud, skal teatret ’forkynde’ mennesket”.
At han så ikke kunne finde ud af at holde Gud væk fra de skrå brædder er en anden sag.

Men Munks mange aktiviteter forvirrede indimellem folket. For hvem var han? Var han præst eller spøgefugl? Journalist eller forkynder? Digter eller bluffmager?
Én ting er i hvert fald sikker: selvom Kaj Munk formåede at sadle og ride på mange heste, havde han ingen interesse i at blive sat i bås som en simpel spøgefugl. Da en departementschef tillod sig at sige om Kaj Munk: ”han er virkelig meget fornøjelig”, faldt der hurtigt et spydigt svar: ”Jeg vil gerne være meget fornøjelig, men jeg vil nødig have det til grundtonen i maleriet. Det vilde gøre mig ufornøjelig i min grav, om der stod som gravskrift over mig: her hviler Kaj Munk. Han var virkelig meget fornøjelig!”



“De satans menneske!”

I 1929, 31 år gammel, giftede Kaj Munk sig med en yndig ung pige fra egnen. Lise. Sammen fik de fem børn, og levede i et lykkeligt ægteskab på den store præstegård. Når Kaj kom hjem fra sine rejser og mange dramatiske ræve- og harejagter, stormede børnene ham i møde, og han deltog i løjerne mens de store, grå øjne strålede af liv og glæde.
Og pludselig blev han usynlig. Trak sig tilbage til sit kammer, hvor han gik på jagt efter storvildt. I artikler og tekster vel at mærke.

For ja, der skete altid noget omkring Kaj Munk. Det sørgede han selv for. Hvis han ikke telegrafisk forsøgte at stoppe en Betty Nansen-forestilling med trusler om fogedforbud en halv time før stykkets start, gik han i forbøn for jøderne i et åbent brev til Mussolini eller opfordrede nordens udenrigsministre til at vælge en fælles diktator.

Men lige så frådende en kriger han var – lige så genert og sky kunne han være. Efter en veloverstået premiere på ét af hans skuespil, stod Kaj Munk i kulissen og hørte publikum klappe vedholdende. Men han ville ikke gå ind på scenen og modtage sin hyldest. ”Vil de ikke gå ind?” hvæsede iscenesætteren rasende: ”Vil de ikke gå ind? Ellers kan jeg jo ikke gå ind! De satans menneske!”

Noget at bruge livet til
Kaj Munks beundring for Hitler knækkede med et smæld, da Danmark blev besat. ”Jeg har aldrig troet stort på demokratiet, men jeg tror endnu ringere på slaveriet”, slog han fast i april 1941, og han rasede samtidig over den forsonlige holdning, mange danskere lagde for dagen:
”Den 9. april tilbød man os venskab med en pistol for brystet”, lød det, og Kaj opfordrede sine landsfæller til at tage afstand fra de fremmede magthavere: ”Tyskerne må vi indtil videre vise korrekthed og kulde. Det må vi, indtil disse vore gæster er ude igen, for de har overfaldet et værgeløst folk hvis eneste synd var, at det troede på en traktat. Siden kan der vel komme en tid igen, hvor vi måske kan blive venner. Men først må vi mødes som ligemænd”.

Det var farlige ord i hans mund, og Kaj Munk var ikke dum. Han vidste det selv: ”Godt at vi har fået livet i denne onde tid”, sagde han: ”Nu har vi noget at bruge det til”. Så Kaj blev ved med at tale dansk i en tid, hvor mange listede og hviskede i krogene eller ligefrem krøb for besættelsesmagten. Og jo farligere det blev, jo højere og skarpere blev hans tale.

De danske myndigheder som skulle opretholde billedet af et samarbejdsvilligt land forsøgte at neutralisere hans ord. Hans teaterstykker måtte ikke spilles, hans bøger ikke udstilles, et par blev forbudt og flere nåede aldrig trykken. Men hans stemme kunne ingen forbyde. Og det ville heller ikke se så pænt ud, hvis det tredje rige åbent lod sig irritere af en lille lus i pelsen – en præsts ord fra kirkestolen i Vedersø.

Derfor fortsatte Kaj sine taler, og rejste også rundt i landet og holdt foredrag. Folk strømmede til og lyttede med lige dele respekt og nervøsitet til de meninger, de selv kun turde tænke. Om menneskeværdighed, om samvittighedsfrihed og om retsfølelse. Idealer han altid kæmpede for uanset hvor meget han ellers beundrede store og stærke personligheder.

Judaspenge i Vedersø
Det var altid en glædelig begivenhed: når folkene i Vedersø stimlede sammen i kirken Nytårsdag for at lytte til præstens ord og ønske venner og bekendte et godt nytår.

Men i år var noget helt galt. De vidste det straks, de trådte ind i kirken. Munk havde ikke sin præstekjole på. Han stod dér i frakke og halstørklæde, og lod i øvrigt organisten vide, at der ikke var brug for orgelspil. Efter to korte salmer uden den sædvanlige tjeneste foran alteret, slukkede han alterlysene, trådte han hen til kordøren og læste op fra evangeliet – stadig iført overfrakken. Og så brød han ud. I en hård tale rettet mod menigheden og hele det ganske land: Om fællesskab og om de blodige Judaspenge, danskere tjente hos fjenden. Det var nemlig i juleugen kommet Kaj Munk for øre, at et par af sognets mænd havde stillet køretøjer til rådighed for det tyske befæstningsarbejde:
”Husker I ikke, hvordan vi blev behandlet”, tordnede han: ”Først denne ikke-angrebspagt, som nøje skulle overholdes, så den 9. april, senere den ene ydmygelse efter den anden og sidst den store jødeforfølgelse, hvor man slæbte gamle mennesker på henved 100 år af sted til Tyskland”.

Dundertalen sluttede med en bøn for kongen og et ”Fader Vor”. Et håndtryk ved udgangen, og så forsvandt Vedersøs borgere nedtrykte ud i gråvejret.

Men Kaj var lettet. Utroligt lettet. Han havde haft brug for at tale rent ud og sige de ting, han sagde. Da han trådte ind i den lune præstegård og trak af frakke og halstørklæde bemærkede han, at denne prædiken ville komme til at koste ham halsen.


Der gik tre dage. Om aftenen den 4. januar bankede det på den fredelige præstegårds dør. Udenfor stod fire mænd. De påstod at være fra det tyske sikkerhedspoliti, og bad Kaj om at følge med. Inden fik han lov til at tage afsked med Lise. ”Stol på Gud”, sagde han til hende. Så forsvandt han ud i mørket med sine bødler.

En forbipasserende fandt Kaj Munk næste morgen i en grøft på Hørbylunde Bakke nær Silkeborg. Skudt tre gange i hovedet. Det uhyggelige mord på Kaj Munk fik de fleste kritiske røster til at forstumme. Tre revolverkugler havde gjort ham til martyr, og i det danske land lød det: ”Nu har Kaj Munk omsider købt sig retten til at blive taget alvorlig af sit folk”. Til den højeste pris.

 

Kaj Munks hyggelige præstegård i Vedersø er nu en del af Ringkøbing-Skjern Museum og åben for offentligheden.
Se åbningstider og priser her >>

Den 21. marts 2018 kan du komme med til et anderledes og meget personligt foredrag om Kaj Munk, når forfatter Hanne Faldborg fortæller om præsten, hans enke og livet i Vedersø. Det sker på Skjern Vindmølle og koster 50 kroner. Læs mere om det her >>

Artiklen bygger på bøgerne ”Kaj Munk – en Mand og hans Daad” af H. H. Siegumfeldt, Frede og L.C. Lauritzen, Aalborg, 1945, samt ”Bogen om Kaj Munk”, Westermanns Forlag, København, 1946

Inspiration


En tidslomme for hele familien

På Hjerl Hede kan du gå på opdagelse i gamle huse, køre med damptog, klappe søde dyr og meget meget mere

Museumsdirektør mellem tradition og fornyelse

”Kunst er nærmest en trosforestilling. Jeg er vokset op med det”. Mød Anders Gaardboe Jensen, direktør for Holstebro Kunstmuseum.

Rejs tilbage til vikingetiden

Bork Vikingehavn giver dig vuggende skibe, stråtækte langhuse, spændende historier og vaskeægte vikinger!

Gå på opdagelse på Flymuseet

Svævefly, veteranfly, jagerfly og helikoptere. Danmarks Flymuseum har det hele - og meget mere til ...

Havfald på Strandingsmuseet

Strandingsmuseum St. George viser dig havforureningen - og løsninger på den - i en ny særudstilling

Sansemættende Søndergaard på HEART

Udstillingen ”Farvekraft ad Helvede til” overvælder og bombarderer sit publikum

Kom tæt på katastrofen

Ét af Jernkystens værste skibsforlis skete julenat for 106 år siden. Kom tæt på dramaet på Strandingsmuseum St. George.

Stilhed efter sangen?

Eventyroperaen 'Snehvide' har betydet en stor udvikling for pigerne i MidtVest Juniorkor. "De er virkelig dygtige!", lyder det.

Gemmer Atlantis sig i Vesterhavet?

Indimellem dukker der fund op fra Danmarks oldtid ved vestkysten. "Hold øjnene åbne", opfordrer Ringkøbing-Skjern Museum

Den ubehøvlede præst

Jo farligere det blev, jo skarpere blev hans ord - og en aften bankede Gestapos bødler på døren... Her er historien om Kaj Munk.

1.000.000 kroner til kulturlivet

En ny pulje giver bolden op: kom med de gode idéer til Midt- og Vestjyllands kultur - og få penge til at realisere dem

Skovsnogen: kunst i skoven

Skovsnogen kombinerer vandrestier i skov og eng med fantastiske kunstoplevelser

Vesterhavet: ven og fjende

Den nye bog om 'Jernkysten' fortæller om dramatiske redningsaktioner og strandinger - og et uundgåeligt stykke vestjysk historie

Når kunst flytter grænser

Kan kunst flytte grænser i samfundets tabuer? Vi ser tilbage på det flydende køn - og fordommene og uvidenheden, vi måtte sluge

Derfor hører børn og kunst sammen

Hvorfor er det fedt, når børn ser pokémons overalt i malerier af Carl-Henning Pedersen? Læs med når kunstformidleren fortæller.

”Børn, gider man have dem ind?”

Hører børn til på kunstmuseerne? Ja, lyder det klart og rungende - for her kan I få inspiration til snak, hygge og kvalitetstid.

Kulturen blomstrer i Midt- og Vestjylland

De midt- og vestjyske kommuner poster flere penge i kultur pr. borger end landsgennemsnittet - og Herning snupper 1. pladsen

Drømmen om Odin

Ude i verden sparer de op i årevis og rejser i timer for at forfølge drømmen i Vestjylland - læs med når vi besøger Odin Teatret.

Barske historier i klare farver

”Jeg blev amputeret, hver gang jeg solgte et billede" - så fik Arne Haugen Sørensen sit eget museum i Vestjyllands Kunstpavillon

"Det er sådan noget, jeg hungrer efter"

Slagteriet i Holstebro er sub på den fede måde med byhaver, street-markets, festivaller og rave party - og du er altid velkommen!

Bibliotekaren anbefaler

Familiedramaer, prisvindende krimi og underholdende drengedrømme - få inspiration til din næste læseoplevelse her

Selde: skulpturernes Narnia

Skulpturlandsbyen Selde er en lille verden for sig selv, hvor kunstoplevelserne står i kø

Mød den historiske romans dronning

"Da jeg kom til Vandet Sø en rå novemberdag, forstod jeg Mariane og Marie Dusine". Læs interviewet med Maria Helleberg

Fotogalleri: Kulturfestivalen Off Road

Se eller gense nogle af kulturfestivalen Off Roads spændende, spøjse og spektakulære øjeblikke

Danmarks Klondyke vågner

Det store brunkulseventyr - Danmarks Klondyke - er vakt til live igen

Pokémon gå hjem, i Danmark har vi trolde

Med Trolderuterne hører du spændende fortællinger, mens du oplever naturen - og det er både for børn og voksne

Fotogalleri: Off Road åbningen

Se de flotte billeder fra Tæt på Magien - Off Road åbningsfesten i Herning den 11. april

100 år - og stadig vigtig

forliste ægteskaber, lavt selvværd, narkoman - og en hamrende stærk forfatter. I år fejrer vi 100-året for Tove Ditlevsens fødsel.

Træd ind i lydens univers

Tag på Struer Museum og bliv klogere på lyd - og dine egne ører

Gå på opdagelse i kultur-kortet

Find din næste oplevelse på kortet med Midt- og Vestjyllands historie, kunst, teater, koncerter og meget mere